Kirker & kriser

Da historierne i Odsherred har lange strenge og at man fra Aasløkke kan se langt omkring, er der to kirker der markerer sig historisk. Den ene kirke er Højby kirke og den anden er Odden Kirke, i dag deler de også fælles sogn.

I stedet for at sidde i kirken og tænke på kroen, giver jeg dig mulighed for at være på kroen og læse om kirkerne, på din PAD/TABLET eller MOBILE device, som det på nudansk hedder. Du kan simpelthen læse gode historier op medens du/I venter på bestillingens udførelse og levering.

Den store, højtliggende Højby Kirke har romansk kor og skib med stormandstribune i vestenden. Disse bygningsdele har fornemme gotiske kalkmalerier, der bl.a. viser en engel, der blæser til doms, sjælevejningen og Olav den Helliges kapsejlads. Ebbe Kløvedal fokuserer på Højby og kirkens udsmykninger i bogen, En engels vinger.

I 1962 iværksatte kirkeministeriet, nationalmuseet og menighedsrådet under ledelse af Johannes Skovgaard Nicolaisen en renovering og udgravning af kirken, man fandt en grav under kalkmaleriet af biskoppen. Graven indeholdt rester af bisp Niels Rusere Finkenov, tøj, gravkalk og gravdisk. Første gang vi hører om Finkenov, er han Valdemar Atterdags slotsfoged på Als. I 1379 blev han indskrevet på universitetet i Prag. Efter hjemkomsten blev han ærkebisp i Norge. Her gjorde han intet af det, man kunne forvente af en ærkebiskop. Han forlod da også hurtigt stillingen og tog alle klenodier med. Hjemme i Danmark uden himmelske forpligtelser slog han sig for alvor løs. Han døde dog snart, formodentlig af druk og vellevned. Samtiden beskrev ham som ”forfalden til alt muligt, og uden at kunne læse og skrive”. Ingen ved, hvorfor den livsglade biskop blev begravet netop i Højby.

Men Højby kirke gemmer på en kriminalsag hvor hele den katolske verden og Paven blev inddraget. Herunder historien.

Klokken i Højby kirke ringer…

Ud over den frosne sø og ud over de sneglitrende bakker lyder dens glade kimen. Den kalder sammen til julefest.

Sommeren og efteråret er gået og hr. Ebbes døtre er blevet hårde af sorgen. Men de går aldrig ud uden at ha’ sværdet med. De har overstået deres barselfærd, de har født to sønner, og nu bereder de sig på kirkegang. Måske er der pyntet særligt for dem, som det er skik overfor koner efter overstået barsel. Men der er sikkert pyntet, det er jo den store julemesse der kaldes sammen til. Og stadig stærkere skinner den hvide glans af sne, ren og blød nyfalden sne, dunkelt belyst af månen. Natten skrider frem, og det røde skær i vest er ikke længere gløden af solnedgangen, men et bål tændt ved søen ovre i Højby på pladsen foran kirken, et flammende juleblus.

Det ringer sammen til julefest.

Midnatsmessen begynder.

Inde fra Burø, der som en grålig masse utydeligt træder frem af snedisen, kommer to skikkelser i mørke vadmelskofter vandrende. Så stille de går, hen af stien gennem sneen på den tilfrosne sø skyder de genvej op til kirken, hvorfra klokkeklangen runger. Det er den samme kirke som nu, kun er der intet tårn, intet sideskib og ikke det våbenhus der er nu. Men skibet og koret står der med de svære mure af tilhuggede kampesten. Der er ingen hvælvinger, men bjælkeloft, og vinduerne, der senere blev murede til og erstattede med andre, er små og sidder højt.

Kirken er dog forholdsvis stor…

Men den skal også dække både Nykøbing, Rørvig og Odden, der endnu ikke selv har deres egen kirke. Der er ingen kalkmalerier som nu. Men hist og her er murene bemalede med figurer og brogede våbenskjolde.

I mellemrummene mellem vinduerne hænger småbilleder af lidelshistorier, kristus der tornekronet segner eller med gennemstukket side sænkes i sin grav. Klædet på det store alter midt for kirkens skib er ensfarvet hvidt, tolv høje vokslys brænder tre og tre i dobbelt række på begge sider af krucifikset. Til højre for enden af sidegangen, hvor man nu ser buevindue, stråler, ligeledes betrukket med hvidt, et blomstersmykket mindre alter med seks vokskærter foran billedet af Jomfru Maria, der højt i sine hænder løfter himlenes hersker og jordens håb.

Men til venstre, på den anden side, tindrer fire røde flammer henne på det mindste alterbord, viet til minde om den Hellige Helena, som genfandt og fremdrog Guds undergørende kors og bragte lindring og føde til syge og faderløse.

Ved siden af det store alter er opstillet en krybbe, deri ligger på strå med glorie om hovedet en voksfigur, der skal forestille den nyfødte.Meget tarveligt er det, næsten fattigt, men folk er ikke så kunst forstandige, som man er blevet senere, de synes at det er ualmindeligt pragtfuldt.

Det skete den julenat, der hvor folkene gik til messe.

Rundt om ligger de på knæ med en lysestump brændende foran sig, et par af de rigeste læste i håndskrevne breviar, men de fleste har ingen bog, og kan heller ikke læse, om de så havde nogle, alligevel brænder lysestumpen foran dem, og med ansigtet gemt i begge hænder, beder de, så godt de formår.

Der er intet orgel, fire kordrenge i hvide skjorter, den ene svingende et røgelseskar, står rundt om krybben og synger julesangen på latin. En af stemmerne synger smukt, mens præsten i sin røde messehagel står foran højalteret og sagte læser noget op af en bog i pergament, fra tid til anden bøjer præsten ned i knæ.

Allersidst bag hele skaren kommer de to kvinder fra Burø.

Foran går den yngste, løfter stolt sit blonde, ubedækkede hoved, hvor håret er lagt i fletning. Hun er indhyllet i en lang kappe, der er oversyet med gyldne ornamenter. Bag hende går den ældre søster med bøjet hoved, men ubedækket hår, hendes udtryk er kummerfuld, på den kappe, hun er indhyllet i, ses i en bræmme en flok sorte fugle på gylden bund.

De træder ind af den dør, der nu ikke findes mere, men hvis omrids endnu ses i muren, kvindernes indgang i kirkeskibets nordre side, modsat mændenes. Den ene ser sig sky omkring, ligesom ydmygende over for folk i kirken, så dypper de hver en finger i vievandskarret og går sammen op ad kirkegulvet. Ved et stolestade standser de, knæler uden for det, korsende sig flere gange, som om de ikke havde været i kirke længe, og tilkendegiver derefter, ved en bevægelse de to bondekoner, som sidder derinde, at de ønsker plads ved deres side.

“Stat op, I dannekvinder, og luk mine sønne-quinder ind”. Det er en skarp kvinderøst, der skærer gennem sangstemmerne.Det er de to unge ridders moder, der i hele kirkefolkets påhør slynger disse ord i had og hån mod de to nyankomne kvinder. Alles øjne er rettede mod dem. Karlene puffer til hinanden og griner højlydt. Der er pludselig morskab midt i alt det højtidelige.

“Stat op, I dannekvinder, og luk mine sønne-quinder ind !” den yngste af de to udstøder et svagt skrig og falder sammen, men bleg og skælvende griber søsteren hende og fører hende bort.

Snart er messen sunget til ende…

Det rasler nede ved mændenes indgang mellem de afspændte våben, der under messen er opstillet langs væggen.

Den lille sølvklokke ringer foran alteret til agnus dei. De to søstre kommer atter til syne henne i den mørke baggrund, ingen har hørt dem tale sammen. Hvad de i lange nætter har hvisket om derude på Burø, det står nu for dem ikke som en drøm og fantasi, men som virkelighed, kaldt frem af de ord der ramte dem værre end svøbeslag.

For de ved det godt, at den samme kvinde, der slyngede denne hån imod dem her denne hellige julenat, hun har forbudt sine sønner at indgå ægteskab med dem, med Ebbe-døtterne fra Burø. Et gammelt had har hun til dem.

Hvilken hævn havde hun nu ikke fået?

De to søstre følger med kirkefolket. Den ene tøver, men den anden griber hende om håndledet og fører hende frem, hvor mængden stiler sammen ved krybben for at kysse Jesus barnets fod.

En ung mand, der også ligger på knæ, kaster pludselig begge arme ud fra sig og plasker med ansigtet ned i stengulvet, håndtaget af en draggert sidder i ryggen på ham,bagved står dødbleg med sit lange, nedslået hår skinnende i lyset af alterkærterne den yngste søster fra Burø, sanseløs med halvåben mund, uafladelig korsende sig, hurtig og forvildet.

Kordrengen smider af skræk røgelseskarret fra sig, det falder klirrende ned og slukkes i en rund pøl af rødt, der med klukken som af en flaskehals hurtig samler sig på flisen under munden af den dræbte.

Så skingrer et skrig gennem den frygtelige stilhed. En mand og en kvinde står ansigt til ansigt.

En gang før har de stirret hinanden i øjnene, mens det ene åsyn var hvidt af rædsel.

En vinternat derude i Burøs jomfrubur.

Nu er det ham al farven er veget fra, nu er det ham der hjælpeløs viger for hendes blik.

Han ved at bag skarlagensskindet glimter skæftet af et sværd i hendes hånd. Han har ikke set det, men han ved det af hendes blik.
Bleg som døden viger han skridt for skridt ned mod kirkens udgang.

Ingen står i vejen for de to, der ikke slipper hinandens øjne.

Ingen rører sig, ingen giver en lyd fra sig, det er næppe sikkert at man trækker vejret.

Jo , en er der. Ridderens moder. Det er fra hende skriget kom, et skingrende skrig, da hun rejste sig fra sin ene søns blod og så al kirkefolket stå som lammende, blot følgende med stive blikke de to dernede i kirken. I et nu er hun dernede. Med sit eget bryst søger hun at dække sin våbenløse søn. Et sekund står kvinde mod kvinde.

Da gnistrer det i den unges øjne, og i samme nu den unge mand med et spring vil søge at nå døren, lyner et sværd over moderens skulder og flænger hans hals op under hagen, han går bagover mod den nærmeste stolestade, raller et øjeblik og synker så livløs sammen med blodet strømmende ud af det gabende sår.

Et hånende udbrud, brutalt, ligesom farvet af det stænkede blod, undslipper den der førte sværdet.

Men moderen hører det ikke, hun er blevet stum og har med stive øjne stirret sanseløs på den døendes krampetrækninger.

Et suk af forfærdelse lyder som et tungt åndedrag gennem forsamlingen, men ingen rører sig. Den ældste søster har taget den yngste med sig bort, henne ved kirkedøren brister hun højt i gråd. Så bliver der atter åndeagtigt stille.

Kun klukker det sagte som skvulpede vand og juleblusset flammer op.

Kirken lyses i band…

Klokken ringer ikke mere til messe i Højby kirke, dens gulv er farvet rødt af de myrdede ridders blod fra den hellige julenat.Det blod lader sig ikke tvære af. Pavens hårde straf har ramt den kirken der så skændigt blev vanhelliget, har ramt de to Ebbe-døtre fra Burø og har ramt hele menigheden, i hvis påsyn den blodige udåd fandt sted.

Syv vintre efter mordet blev Højby kirke lyst i band.

Der blev ingen prædiker, ikke begravet folk, eller anden kirkelig handling. Ude ved søen i den af Burøs bygninger, hvis sparsomme rester endnu kaldes “jomfruborgen” lever de to ulykkelige døtre så trange år. Skyede af alle og knugede af kirkens forbandelse har de i deres ensomhed haft stunder nok til at tænke over deres sørgelige skæbne og over det ord, de ikke forstod: “hævner eder ikke selv”. Indesluttede i det ensomme tårn har de ikke blot følt den jordiske bandlysning, men har ikke kunne være i tvivl om, at det, de gjorde sig skyldig i, gjorde dem fortabt også hisset.

Den ene af dem elskede måske den, hun dræbte.Hvorfor hun dræbte ham, det havde hun lejlighed nok til at tænke over mange aftener, når bølgerne i søen, farvede røde af solnedgangen, skvulpede under tårnet og klukkede med en lyd, der mindede hende om den røde strøm, hvori røgelseskarrets gløder den julenat slukkedes. Det går dog ikke sådan, at de to søstre må leve resten af deres liv som bandlyste fanger.

Deres fader, ridder Ebbe, måtte gå den tunge vej med bønskrift til paven eller til dennes repræsentant, Roskildebispen, og omsider opnås der aflad.På en gammel, længst forsvundet altertavle skal man kunne have set jomfruerne holde afladsbreve i deres foldede hænder og faderen ligge knælende for paven.

Men efter deres død blev der digtet viser om de to ridderdøtre og et om blodpletterne der ikke forsvandt:

” men det var dog en stor begået synd,
og derfor fandt i graven ej de ro.
I kirken spøgte de hver midnat end,
Når månen skinner bleg og blander sig
Med deres løse, lange, gule hår,
Imens de svæve hen ad kirkegulvet
Og bukke sig ned mod blodpletterne,
Med hvide lokker bort at viske blodet,
Men ej det lykkes, pletten går ej bort,
Og når så klokken slår i tårnet tolv,
Forsvinder de med et suk.”

Men et sted må de ha’ begravet deres døde, og et alter må der til, for at kunne blive viet og hvor de liggende på deres knæ, kan fremmumle bønner om nåde og fritagelse for kirkens straf.

På et af de højeste punkter i byens nærhed, på en bakketop, nær vejen og med skovklædte højdedrag omkring, byggede de et kapel. Det ligger øst for Højby, på Helenehøj, hvis ene bakketop hedder Illingehøj. Og dertil søger sognes folk, år efter år, indtil den dag oprinder da paven løser kirken af band, og de en skøn julemorgen kaldes ud af deres huse for at lytte til lyden de kendte så godt: Kirkeklokkerne fra Højby. Efter syv lange års stilhed.

Og ud over den sneklædte sø og ud over bakkerne og skovene lyder klokkernes glade klemten, på ny, så stærk, som skal den aldrig ophøre med at kalde.

 

Odden kirke er noget nyere med har oplevet at være stedet, hvorfra man kunne se et søslag, hvor den unge Willemoes kæmpede bravt som søofficer, der et monument og stene sat til hans ære.

Kirkegården omgives på tre sider af en gammel middelaldermur med smukke velbevarede portaler. Her findes mindesmærket for de faldne i slaget ved Sjællands Odde 22. marts 1808 lige til højre, når man kommer ind af hovedindgangen. Monumentet bærer nederst Grundtvigs mindeord:

”DE SNEKKER MØDTES I KVELD PAA HAV,
OG LUFTEN BEGYNDTE AT GLØDE
DE LEGED ALT OVER DEN AABNE GRAV
OG BØLGERNE GIORDES SAA RØDE

HER ER JEG SAT TIL EN BAUTASTEN
AT VIDNE FOR SLÆGTER I NORDEN
DANSKE DE VARE HVIS MORE BEN
UNDER MIG SMULDRE I IORDEN
DANSKE AF TUNGE AF ÆT OG AF ID
THI SKAL DE NÆVNES I LØBENDE TID
FÆDRENES VÆRDIGE SØNNER

Ovenfor står:

”ORLOGSSKIBET PRINDS KRISTIAN
ført af den kiække IESSEN
kæmpede ved Oddens Kyst
den XXll Marts MDCCCVIII i III Timer
mod II Engelske Linie Skibe
WILLEMOES Kongedybets Helt
Dallrup og Soland
med LXIX af Menig Mand faldt
ROTHE. TOP. FERRY.
THOSTERUP
og CXXXII saaredes Vraget
blev erobret men Danmarks
Søhæder stadfæstedes”.

På begge sider af monumentet ligger to pyramider af de oprindelige kanonkugler. På de faldnes fællesgrav står en granitsten, rejst af Søløjtnantselskabet i 1883, i 100 året for Peter Willemoes fødsel. På kirkegårdsmuren nord for kirken står en sten af en ukendt sømand med inskription af pastor O.C. Krarup. På den nye kirkegård mod syd står et granitkors fra 1977 tegnet af arkitekt N. Bang.

 

Senest har anden verdenskrig bragt stene på kirkegården om de tre engelske piloter fra Royal Air Force (RAF) styrtede i 1944 ned over Sejerøbugten. Ved den første pilots begravelse deltog alle i sognet, og blomsterne på kisten var i smukke RAF farver.

Pastor Petri var præst på Odden i 34 år og var også Oddens præst på dette tidspunkt. Tyskerne beklagede sig gevaldigt over begravelsen og forbød jordpåkastelse og klokkeringning for englændere. Det så man nu stort på.

Alligevel var man ved den næste pilots begravelse opmærksom på ikke at påkalde sig tyskernes vrede, men der blev ringet med klokkerne efter jordpåkastelsen, som traditionen er på Odden.

Igen beklagede tyskerne sig og spurgte, hvorfor graveren ringede med klokkerne: “Jamen, jeg ringer jo bare solen ned”, sagde han. Tyskerne forbød præsten at deltage fremover.

Da den tredje pilot skulle begraves forklædte præsten sig som graver, og kunne dermed alligevel foretage jordpåkastelsen.

Skal du/I på en lille kultur rejse hvor Aasløkke og kroen bliver endestation og det kulinariske højdepunkt, er der plads til kunder med gode oplevelser.

Share